08 09 05 kl. 19:50 Færdselsuheld cyklist og bil på Tingstedvej i Reerslev

En 21-årig mand blev hårdt kvæstet for øjnene af sine venner, da han i går aftes blev ramt af en varevogn i Reerslev, tæt ved Roskilde. Den unge mand var ude at cykeltræne med en lokal klub, da ulykken skete. Næsten hele holdet, der bestod af otte cyklister, nåede at kaste sig væk fra vejen og undgik at blive ramt af den modkørende bil, men den 21-årige blev smækket op mod varevognen og klemt fast under køleren.
Flere forbipasserende kæmpede for at få den unge mand fri fra bilen. De prøvede bl.a. at løfte bilen med en donkraft og et par træpaller. Manden var hele tiden ved bevidsthed.
Både brandvæsnet og et lægehold fra Glostrup behandlede længe den unge mand på stedet, inden han blev sendt med politieskorte til Rigshospitalet i København. Flere af cykelrytterne var i chok efter ulykken og blev også kørt på hospitalet.
Kilde: www.bt.dk

Foto Jacob Petersen