18 03 09 kl. 16:00 ØVELSE i Hedehusene

Eksplosion starter øvelse onsdag den 18. marts i Hedehusene

Onsdag den 18. marts 2009 fra kl. 16.00 til 22.00 afholder Københavns Vestegns Politi i tæt samarbejde med øvrige myndigheder og interessenter en større øvelse i Hedehusene.

Øvelsen omfatter en eksplosionsulykke, samt deraf forårsagede følgeulykker, hvorfor spektakulære virkemidler som eksplosion, røg og brand vil forekomme.

Der er tale om en øvelse i fuld skala. Det betyder, at personale og materiel sættes ind i området, med alt hvad det medfører af afspærringer, biler, politi- og beredskabsfolk mv.

Samtidig er det en instruktionsøvelse, hvilket vil sige, at gentagelser af scenarier, ’time-out’ og andre justeringer undervejs i forløbet vil forekomme i uddannelsesøjemed.

Formålet med øvelsen er blandt andet at træne Københavns Vestegns Politi og de øvrige myndigheder og interessenter i at samarbejde, koordinere, kommunikere og dokumentere, når der sker flere større ulykker på en gang.

Den Lokale Beredskabsstab leder indsatsen fra en kommandostation på Albertslund Politigård. Den Lokale Beredskabsstab består af repræsentanter fra totalforsvaret, det lokale og statslige redningsberedskab, Region Hovedstaden m.fl.

Øvelsen vil ikke gå ud over det daglige beredskab, idet alle samarbejdspartnere har indkaldt ekstra styrker og materiel til øvelsen.


Øvelsens primære hændelser er:
Ca. kl. 16.30 vil der indløbe melding om en større eksplosionsulykke i Hedehusene. Ulykken omfatter ca. 15-20 personer med alvorlige skader, som skal behandles og visiteres af læger og ambulancer, samt et antal døde, der skal findes af røgdykkere. De tilskadekomne vil være  personer sminket og anbragt, så skaderne fremstår så ”ægte” som muligt. Stendukker vil gøre det ud for døde.

Efter ca. 1½ timer udvides øvelsen med endnu et skadested, hvor der er flere alvorligt tilskadekomne. Ca. ti personer vil være sminket med realistiske skader. Indsatsen i forbindelse hermed vil omfatte brug af specialudstyr.

 

Foto Michael Wincentz og Henning Jensen

klik på navnet for at se foto